Degnedans i Nørup.
Degnedans kendes i mange dele af landet, og dansen gennemføres lidt forskelligt fra egn til egn. Danseformen kendes også fra Sverige.
I Nørup kender vi ikke meget til hvor og hvordan dansen blev gennemført, idet vi kun har et enkelt billede i arkivet, der viser degnedans. Billedet er tilsyneladende fra en optræden som et festligt indslag.
Efterfølgende tekst omhandlende degnedans er baseret på en tekst fra en hjemmeside om folkedans:
Sognets skolelærer (degnen) var i gamle dage præstens hjælper ved gudstjenesten, og han var også noget mere end de almindelige bønder, landarbejdere og håndværkere i sognet. Denne ophøjede position havde han naturligvis ingen problemer med, men ved arrangementer i herredet hvor flere sogne var repræsenteret ved deres degne, var den enkeltes position mere udfordret.
Degnedansen viser også, at lærerne eller degnene var i besiddelse af en vis portion humor. Eller måske var det sognets øvrige borgere, der tog mod til at udfordre degnes position!
I dansen hvor to herrer (degne) stiller sig op overfor hinanden, viser den ene degn den anden sin mening, og optrinnet er næsten, som når to hanekyllinger kæmper om førerpositionen.